Noget af det mest synlige i dagligdagen omkring Fugleskydningsselskabet, er selskabets platter eller Fugleskydningsskjolde. De fornemme skydeskiver, som det nye medlem lod fremstille ved optagelse, blev tidligere (dog ikke i Hillerød) brugt som skydeskive. Nu fungerer de flotte skjolde som en ærestavle.
De mange smukke og fantasirige skjolde, som fuglekongerne har foræret selskabet, fortæller
et vigtigt stykke kulturhistorie om Hillerød by og dens borgere.
Som dekoration valgte man gerne et motiv, der karakteriserede den pågældende fuglekonges beskæftigelse.
Mange af skjoldene er malet af Th. Kjølner, der var kunstmaler og lærer ved Teknisk Skole samt dekoratør på den kongelige Porcelainsfabrik. Th. Kjølner var søn af gymnastiklærer B. Kjølner, der var med til stiftelsen af selskabet. B. Kjølner blev iøvrigt fuglekonge i 1929.
I de senere år er mange af selskabets skjolde malet af Th. Kjølners dattersøn, den kendte Hillerød kunstmaler Claus Havemann; så talentet er ført videre.
Der har dog også været andre som har produceret fugleskydningsskjolde, bl.a. Helge Parding og Jørgen Børthy.
Tidligere hang skjoldene på Hotel København på Torvet. En overgang - i begyndelsen af 70'erne - var der planer om at flytte skjoldene til Restaurant Slotspavillonen; det må dog siges, at det var et stort held, at planerne ikke blev udført så hurtigt, idet Slotspavillonen brændte ned i 1972, og så var de uerstattelige skjolde gået tabt.
I en periode var skjoldene ophængt i banklokalet i Andelsbanken i Helsingørsgade.
Fugleskydningsselskabet er glad for at Restaurant Rib house, Slotsgade 52 i Hillerød har givet os mulighed for at ophænge nogle af skjoldene i restaurationens lokaler. Da der findes mere end 100 skjolde er der ikke plads til dem alle, men selskabet vil løbende lade skjoldene rotere, så vi kan få alle skjoldene at se.
Skjolde
Udvalg af skjolde